søndag den 18. november 2007

Learning 2.0 Part six

#15 On Library 2.0 & Web 2.0 ...
Det er meningen at jeg i denne opgave skal skrive et indlæg om hvad library 2.0 betyder for mig... Æhh... Er ikke lige så kreativ idag, så springer hurtigt videre til næste opgave.

#16 So what’s in a wiki?
Her er der flere eksempler på forskellige former for wikis. Et bibliotek har lavet en emneguide, mens et andet har lavet en wiki med anbefalinger af bøger. Det tredje eksempel Library success: A best practices wiki er virkeligt et smart tiltag. På denne måde kan man finde ud af hvad der arbejdes med af bestemte tiltag indenfor bibliotekerne og hvor det foregår. I introduktionen opfordres der til, at man skriver i wikien, hvis man har gjort sig succesoplevelser på sit bibliotek eller hvis man kender til noget som kan være nyttigt at vide for andre bibliotekarer, inklusiv internetsider.

#17 Playing around with PBWiki
Her har Learning 2.0 projektet oprettet en speciel wiki som kun skal bruges til at øve sig i... Så her kan man fjolle rundt uden at komme galt afsted:-)

lørdag den 17. november 2007

5. lektion:Sociale teknologier 1

Vi kunne på en måde godt havde haft denne lektion som den allerførste, idet vi kom ind på mange begreber og teknologier på en overordnet måde, f.eks wikis og blogs. Ellers var vi lidt rundt om begreberne web 2.0 og bibliotek 2.0...

4. lektion: Wikis1

I denne lektion kom vi omkring nogle forskellige wikis og prøvede at evaluere et par af dem.

Evaluering af wikis:

Hovedkriterier:
  • Formål
  • Emneområde
  • Autoritet
  • Nøjagtighed
  • Aktualitet

Supplerende kriterier for online informationskilder:

  • Format
  • Synsindtryk
  • Naigationsmuligheder
  • Links
  • Brugerbehov
  • Teknik

Særlige kriterier for wikis:

  • Troværdighed
  • Udnyttelse af softwaren

tirsdag den 13. november 2007

Learning 2.0 Part five

#13 Tagging, folksomonies & social bookmarking in Del.icio.us
Så har jeg udforsket Del.icio.us og må atter engang juble. Hvor lærer jeg dog meget af Learning 2.0! Del.icio.us er jo bare så smart. Forestiller mig, at det især er brugbart, hvis man finder frem til en som har stor viden indenfor et konkret emne og herved ser hvilke relevante websider personen har bogmærker til.

#14 Getting not-so-technical with Technorati
Jeg har nu prøvet at søge lidt rundt på Technorati og kan konstatere, at der er stor forskel på om man søger i blog posts, tags eller i blog directory. Jeg har også søgt min egen blog frem og kan se, at jeg har en authority på 4, hvilket betyder at 4 andre blogs linker til min blog. Ikke så meget i forhold til nogle af dem der ligger under Top Blogs med en authority på omkring 25000-30000... Vildt!

søndag den 11. november 2007

Learning 2.0 Part four

#8 Make life "really simple" with RSS & a newsreader
Lyttede først til en meget lang podcast om RSS og så derfter en lille video, hvilket var meget oplysende. Herefter fik jeg oprettet en konto hos Bloglines og har tilmeldt mig newsfeeds fra diverse blogs samt noget nyhedshalløj. Jeg kan godt se, at det er virkelig smart det her! Jeg er dronningen af overspringshandlinger, så på denne måde kan jeg da spare en del tid i forhold til at surfe rundt på diverse blogs og nyhedssider for bare at opdage, at der ikke er sket noget siden jeg sidst var der. Fantastisk!

#9 Finding Feeds
En masse hjælp til hvordan man for lokaliseret newsfeed og blogs. Kunne bedst li' Technorati. Kan dog kun finde blogs. Den var den jeg havde nemmest ved at overskue...

#10 Play around with Image Generators
Dette var meget sjovt. Jeg fandt dog ikke noget som jeg lige umiddelbart kan bruge til noget fagligt. Fik lavet et par skøre plakater, min helt egen M&M-figur og et billede af min overklasse-tvilling... Hmm, hvem sagde overspringshandlinger?

#11 A thing about LibraryThing
Så har jeg også oprettet en konto på LibraryThing. Har som opgaven lød tilføjet 5 bøger (Tennas LibraryThing catalog). Det er da lidt af et arbejde, hvis man skal til at tilføje alle sine bøger... Smart at man kan få forslag til nye bøger man kan læse samt deltage i diverse grupper (Fx den her: Librarians who Librarything).

#12 Roll your own search engine
Med værktøjet Rollyo kan man lave sin egen lille søgemaskine, som kun søger på de websider man har udvalgt. Man kan max tilføje 25 websider. På denne måde er man sikker på at få svar fra de sider man kender og stoler på. Et godt værktøj til f.eks bibliotekers hjemmesider. Kan bruges indenfor diverse emner. På denne måde sikres, at den information brugerne finder frem til kommer fra veludvalgte kilder.

fredag den 9. november 2007

Learning 2.0 Part three

Efter lidt problemer sidste gang fortsætter jeg nu på Flickr. Mit logon kom op at køre dagen efter... Det skulle åbenbart tage lidt tid. Jeg har prøvet at uploade nogle billeder samt tildele tags, hvilket er meget simpelt. Jeg føler dog ikke, at jeg har et formål med at lægge billeder ud, men nu har jeg da prøvet det. Synes der ligger utroligt mange flotte billeder på Flickr og føler ikke rigtigt jeg bidrager med noget særligt med mine amatør-feriebilleder...

#6 More Flickr Fun
Nu handler det så om at udforske en masse af de spændende/skøre ting man kan med Flickr. Er ret vild med Flickr Color Pickr, som udvælger billeder i lige den farve man ønsker. Det ser vældigt godt ud. Fandt et andet værktøj hvor man kan stave ord med billeder af bogstaver taget fra Flickr - Simpelthen uundværligt;-) Det sjoveste var nu at lave mit eget Librarian Trading Card... Ja det er så åbenbart det hårdtarbejdende bibliotekarer får deres tid til at gå med. Der er faktisk lavet en del af dem.


#7 Blog about Technology
Så lyder opgaven på at blogge om et emne der relaterer sig til teknologi... Hmm...
Here we go:

Facebook: Jeg har set at en del andre på vores hold har opdaget Facebook. Jeg må også indrømme, at jeg er blevet lidt grebet af det. Jeg opdagede det først for omkring en måned siden, hvor en englænder, som jeg tidligere har rejst med, spurgte om jeg var medlem. På denne måde kunne jeg så følge med i hans nuværende rejse og tjekke hans feriebilleder ud. Jeg blev selvfølgelig straks medlem. Siden har jeg fundet(og er blevet fundet af) gamle venner fra folkeskolen, efterskole og gymnasiet. Har også fundet frem til gamle arbejdskolleger og selvfølgelig folk fra Biblioteksskolen.
Facebook er lidt af en tidsrøver, især fordi det også indeholder så frygtelig meget gejl. Hvordan jeg har overlevet uden mit eget virtuelle akvarium er ikke til at begribe og langt om længe ved jeg, hvordan det er at blive bidt af en vampyr. Facebook åbner en verden af muligheder. Kun få formår at holde sig til kun at kommunikere med gamle bekendskaber. De fleste bliver grebet af de mere eller mindre gakkede applications. Selvfølgelig vil man da gerne vide, hvilken grøntsag man er eller vise alverden at man ser alt for meget fjernsyn og har en score på 100 % i diverse tv-quizzer.... Argh jeg er vild med det:-)

3.lektion: Informationskompetenceudvikling for bibliotekarer

Den mest brugte definition på information literacy kommer fra American Library Association og lyder således: To be information literate, a person must be able to recognize when information is needed and have the ability to locate, evaluate, and use effectively the needed information(ALA 1989,p.2).

I sidste semesters projektopgave kom vi i min gruppe også lidt ind på informationskompetence. Med hjælp fra informationsorbogen kom vi frem til følgende: ”Informationskompetence” eller ”information literacy” kan kort beskrives som evnen til at finde, fortolke og sammenfatte information på en systematisk og kritisk måde. Begrebet informationskompetence indeholder mange forskellige aspekter. En kompetent informationssøger starter ud med at erkende sit informationsbehov. Herefter dannes et overblik over hvordan behovet kan dækkes. Den kompetente informationssøger er derefter i stand til at udføre søgninger på den mest optimale måde og udvælge sine informationskilder efter en kvalitativ sortering af søgeresultaterne. Til slut formår den kompetente informationssøger at integrere den nyerhvervede information i allerede etableret viden og kan fra dette udgangspunkt videreformidle til andre evt. interesserede eller berørte personer.



torsdag den 1. november 2007

2.lektion: 23ting og bibliotekarens roller / kompetencer

I dag havde vi 2. lektion med Marianne Hummelshøj. Her hørte vi kort om de 23 ting som jeg har kastet mig ud i.... Ellers handlede det om bibliotekarens traditionelle kompetencer såsom referenceinterview, informationssøgning og evaluering af informationsressourcer som nu, for at følge med udviklingen, må kombineres med nye kompetencer indenfor medier, skriftlig formidling og online kommunikation. Bibliotekaren kan ikke betragtes som en ekspert, men nærmere som en konsulent.
Det personlige aspekt spiller også en stor rolle. Brugerne skal vide, at der er personer bag de webbaserede services - Alt kan åbenbart ikke besvares af maskiner. Kommentaren "Er du et rigtig menneske?" fra projektet Need2Know, synes jeg er vældig rammende. Pludselig bliver det meget personligt og bibliotekaren skal nu til at sætte grænser for hvor meget information vedkommende vil afsløre om sig selv.

Til sidst kiggede vi på forskellige blogs efter 6 evalueringskriterier: Afsenderforhold, formål og målgruppe, opdatering, kommentarfunktion, links og indlæg. Fælles for alle blogs var et minimum af kommentarer. Dette kan skyldes, at mange af indlæggene havde en noget nyhedsagtig karakter eller mere fungerede som opslagstavle. Mange indlæg lagde simpelthen heller ikke op til diskussion. Man kunne også se på flere blogs hvordan aktiviteten efterhånden er dalet. Et eller andet sted er det vel også trælst i længden at bruge ressourcer på noget uden at få respons fra brugerne...

Learning 2.0 Part two

Så fortsætter mit lille eventyr ud i web 2.0 universet:

#5 Discover Flickr:
Undersøg Flickr og opdag hvad siden har at tilbyde. Jeg starter ud med at lytte til podcasten og derefter gennemgår jeg Flickr learn more tour. Denne er meget oplysende og giver mig masser af information om hvad man kan på Flickr. Her er tips til hvordan man kan organisere sine billeder efter at have uploaded dem og hvordan man deler billederne med andre.
Man kan tildele billederne tags (emneord), op til 75 stk pr billede. På denne måde kan man finde frem til billeder med et bestemt tema og indhold. Via funktionen groups kan brugere med fælles interesser dele billeder om emnet.
For virkelig at udforske denne tjeneste prøver jeg at oprette min egen konto og støder ind i problemer. Flickr er en del af Yahoo, så derfor skal man oprette en Yahoo-konto for at få adgang. Selvom jeg opretter mig og få bekræftelsesmail fra Yahoo, er jeg ude af stand til at logge på med mit nye ID, som den skriver den ikke kender. Hvor trælst! Måske skal der bare gå lidt tid? Har sendt en mail til dem og bedt om hjælp. I hvertfald vil jeg vente med at udforske Flickr nærmere til min konto kommer op og køre... Vil gerne selv prøve at lægge nogle billeder ind og tildele dem tags...

onsdag den 31. oktober 2007

Learning 2.0 Part one

Så er jeg gået i gang med 23 learning 2.0 things:

#1 Discovery has never been so much fun ...
Første del var nem nok. Dette bestod af en introduktion til læringsprogrammet og en podcast der skulle lyttes til.

#2 Lifelong Learning & L2
Her skulle man igen lytte til en kort podcast og derefter gennemgå en 14 minutters online tutorial vedrørende 7½ gode vaner når man er en lifelong learner:

1. vane: Start ud med at fastlægge et mål for læringen.
2. vane: Tag ansvar for egen læring.
3. vane: Betragt problemer som udfordringer.
4. vane: Hav tiltro til dig selv som en kompetent og effektiv learner.
5. vane: Lav en lærings-værktøjskasse.
6. vane: Anvend teknologien til din fordel.
7. vane: Undervis og vær mentor for andre.
7½ vane: Leg.

Herefter lød opgaven på at skrive ned, hvilken vane der er lettest for en samt hvilken der er sværest. Den letteste for mig er nok nummer 7½: Leg. Det handler jo bare om at springe ud i det, prøve nogle af de nye ting og være nysgerrig(Og det er jeg!). Den sværeste må være den 3. vane: Betragt problemer som udfordringer. Her har jeg det nok med at gå i stå og synes det hele er trælst istedet for at prøve at komme videre ad andre veje - Så det må jeg arbejde med:-)

#3 Grab yourself a blog in 3 steps.
Igen en podcast og derefter oprettelse af blog + skrive indlæg nummer 1. Meget nemt - Det er jo allerede gjort!

#4 Register your blog and join the party ...
Podcast og registrering. Ikke relevant dog - Kan jo ikke vinde noget alligevel, så nøjes bare med at joine the party:-)

Det var de to første ugers program, så tror jeg fortsætter med resten en anden dag - Skal jo også læse lektier til i morgen...

mandag den 29. oktober 2007

1. lektion: Introduktion til kurset

Så er der premiere på Tennas tanker. Har oprettet denne blog, som skal bruges i forbindelse med mit valgfag om web 2.0. Det er meningen at jeg her blandt andet skal reflektere over valgfagets indhold og læringsprocessen. Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå, da det føles en smule grænseoverskridende at gøre sine tanker tilgængelige for alle og enhver. Men det er jo en del af de her nye sociale teknologier - Ikke noget med at vente til indholdet er finpudset og helt 100 % perfekt, Bare læg det ud:-) Så tjah, det vil jeg prøve på...

Jeg glæder mig faktisk virkelig til at komme i gang med det her fag og synes det er ærgeligt at vi kun har så kort tid til det (Sidste undervisningsgang d. 6/12-2007 og opgaven skal afleveres senest d. 4/1-2008). Der bliver vist mulighed for at vælge et lignende fag næste semester, så det ku' være man skulle overveje det! Det bliver i hvert fald spændende at lære om hvad der sker på internettet og ikke mindst få afprøvet en masse nyt, så man kan sige, at man skam selv har haft fingrene i det og ikke bare har læst om det i en bog.